Redningsøvelse i havnen
Tekst og foto: Mogens Voigts, webredaktør-1
Onsdag den 7. august var der kaldt til ”Sø redning” hos ældreroerne.
14 medlemmer var klar til opgaven, heraf 2 piger, alle iklædt forskellige former for ”badedragter”.
Vanen tro skulle Finn Andersen stå for informationerne om, hvordan man kom i vandet, hvordan man skulle iføre sig redningsvesten, hvordan man skulle udløse oppustelige redningsveste, og hvordan man skulle finde sammen mellem 2 årer, og om det var nemmest at svømme brystsvømning, eller om man kunne ligge på ryggen og nyde turen, det sidste kunne man se at Finn gjorde.
Alle hørte efter informationerne fra Finn, dog undtaget et par stykker, der hellere højlydt ville tale om noget andet. Hvem det var kan man tydeligt se på foto.
De blev dog hurtigt kaldt til orden af ro chef, Kurt, og alle var klar til afgang.
Alle 14 medlemmer, samt 10-12 tilskuere drog mod molen i nærheden af udsejlingen og gjorde sig klar til at springe i vandet.
Jeg havde i dagens anledning sat en ”telelinse” på mit fotografiapparat for rigtigt at kunne gengive udspring og iførelse af redningsveste helt tæt på, men desværre var resultatet ikke så tydeligt som det plejer, så jeg måtte se udspring og øvelse i vandet lidt sløret.
Ærgerligt, for der var mange flotte spring og plask i vandet.
Heldigvis havde denne kedelige situation ikke indflydelse på selve øvelse, som alle klarede særdeles fint, og jeg skyndte mig tilbage til slæbestedet, skiftede linse, og fik de flotteste foto af redningsholdene, efterhånden som de kom ”drivende” ind til molen.
Alle kom op uden skader og skyndte sig til omklædning og bad.
Medens øvelsen stod på, havde Elin og Niels Lykke gjort klar til det store pølsegilde på pladsen ved klubhuset, og lad mig sige det med samme.
Det var sgu en stor succes. Mange forskellige pølser, tilbehør i store mængder, og masser af pølsebrød til alle.
Tak til Elin, Niels Lykke og Finn for at de vil påtage sig disse opgaver til gavn og glæde for medlemmerne.