Opdateret 8. august 2021
Tekst og foto: Mogens Voigts, webredaktør
Onsdag den 4. august stod 18 friske ældreroere klar til at deltage i den årlige redningsøvelse i havnen.
Chefinstruktør, Finn Andersen samlede deltagerne foran klubhuset til instruktion således, at alle var klar over, hvordan de skulle forholde sig med hensyn til
redningsvest, når man kom i vandet, og måske kom ud for en kæntring.
Redningsvesten skulle efterses inden øvelsen således, at man
havde helt styr på, hvordan remmene skulle sidde på klubbens veste, hvordan man skulle tage den på i vandet, hvordan var de personlige veste kontrolleret med hensyn til om de kunne pustes op, når de kom i vandet o.s.v.
Når man kom i vandet, hvordan man med de medbragte årer skulle samles 4-5 personer om hvert sæt åre, og svømme i land.
Således var alle godt informeret inden turen gik langs kajen til udspringsstedet.
Vandet var omkring 20 grader i havnen, ingen vind og ingen bølger, så øvelsen kunne kun gå godt, og det gjorde den da også.
Finn Andersen var først i vandet og kunne vise, hvordan man skulle iføre sig klubbens veste, og så var der dømt udspring fra kajkanten, på rigtig mange forskellige måder.
Da alle var kommet i vandet, samledes man omkring årene, der var kastet i vandet, og så gik det ellers hjemad mod klubhuset.
Jeg vil ikke komme nærmere ind på hvordan de forskellige hold klarede hjemturen, men der var utrolig mange forskellige måder det skete på, men alle kom velbeholdne i land og skyndte sig til omklædning, hvorefter det sociale arrangement ventede.
Sven Andersen, Bjarne Thorsen og Bente Bregendahl havde gjort klar til det store pølsegilde i gårdhaven, og alle havde en fornøjelig
eftermiddag, hvor de forskellige svømmetag i havnen blev gennemgået til stor moro for de fleste.
Igen et godt arrangement, hvor både aktive og passive medlemmer blev rystet godt sammen, samtidig med, at sikkerheden til søs blev
opfrisket.
Se foto herunder.