Julefrokost 2025

Tekst og foto: Mogens Voigts, webredaktør-1


Onsdag den 3. december var dagen, hvor den årlige julefrokost hos ældreroerne skulle afholdes, og der var stor spænding om, hvad man mon havde fundet på til denne festlige dag.

Festlokalet var flot pyntet op med veldækkede borde med røde duge og levende lys.

Igen kunne man konstatere, at der altid er mange frivillige til at være med til, at vores arrangementer altid er vellykkede.

For enden af lokalet var der et bord, der var dækket med julepakker, som vi senere skulle dyste om og fordele.

Der var ophængt mistelten i nærheden af indgangen, jeg stillede mig flere gange undervejs under julefrokosten under den, men der skete absolut ingenting.

Medlemmerne ankom i festlige juleudsmyknings tøj for at markere julen, nåå nej, der var ”kun” 3 herrer der havde juleslips på, men man kan jo glemme.

Blå og røde hjerter blev fordelt med numre på, hvor man skulle sidde, og damer og herrer var lige fordelt ved bordene, og tænk alle var klar over, at damerne og herrerne skulle sidde hver anden.

Alle fandt en plads, og næstformanden, Preben bød velkommen, forklarede om hvad der ville blive serveret af mad, og fremvist et stort øl anker, som indeholdt Prebens hjemmebryggede øl med en procent på 7,4, hvilket viste sig at have en stor effekt på medlemmerne.

Formand, Elsebeth bød også velkommen og kom med en hilsen fra Roklubben Øresund, der takkede for vores altid villighed til at være med til forskellige vedligeholdelses opgaver, og RØ kvitterede med 2 flasker brændevin, som hurtigt forsvandt.

Maden kom på bordet, og igen med stor hjælp for de mange frivillige, som havde stået for at lavet de mange forskellige retter hjemmefra.
Alt smagte rigtigt godt.

Der gik ikke mange øjeblikke før, at talen på de 4 borde blev højere og højere, og Finn Andersen gik i gang med at flere kendte melodier på sit Hammond klaver.

Benny gjorde klar og fordelte en sang, som han havde lavet fra en episode, hvor flere medlemmer oplevede en lidt farlig tur, da de i bådene skulle besøge Øresunds broen, og med en god melodi, spillet af Benny op, og alle sang med, og mange kunne sagtens genkende sangteksten fra deres egen oplevelse.
Stor tak til Benny for den flotte sang.

Der kom flere retter på bordet, og der blev sunget flere sange, men så oprandt den store oplevelse, hvor der skulle rafles om de medbragte julepakker, først med en sekser eller en ener, og så hente til sig selv, og så forklarede næstformanden om reglerne efterfølgende.

Slå en ener, sagde han, og så må man stjæle fra en anden, og meget gerne fra et bord, hvor man ikke selv sad.

Nu skal man tænke, at vi jo ikke er helt unge, rent faktisk er vores gennemsnitsalder langt over 70, men i de følgende 20 minutter var alle i en alder af 3-4 år.
Der blev råbt skreget, skubbet til hinanden, råbt nej nej, ikke den pakke, nej nej, tag fra et andet bord, men der var heldigvis ikke optræk til slagsmål.

Da pakkerne var fordelt, faldt der igen ro over forsamlingen, og der blev igen spillet op til dans, men igen indfandt alderen sig, og det var kun ganske få der havde luft til en lille svingom.

Så var der en Qvick konkurrence. Alle borde mod borde.
Da konkurrencen var noget om helligdom, var nogle borde bedre end andre, men 2 hold svarede rigtig på alle spørgsmål, og præmien måtte deles.
Selvom det ene bord mente de var de bedste, hvilket tydeligt kunne ses på deres jubel, var det det andet bord, bord 1, der burde have vundet, men ikke alt går efter fortjeneste.

Og pludselig indfandt nye tider sig hos Ældreroerne. Kunstig intelligens havde næstformanden nu taget i brug, og med ChatGpt havde han fremstillet en sang, der kun indeholdt navne på vores piger hos ældreroerne, og med sin telefon og ekstern højtaler ”rungede” sangen ud i lokalet, og alle grinede og klappede.
Vi må jo følge med tiden, og det er nok ikke sidste gang, der kommer et sådant indslag.

Tiden gik fantastisk hurtigt, det gør den altid, når man er i behageligt selskab, men snapseflaskerne begyndte at se lidt tomme ud, hvorimod medlemmerne så fyldte ud, og eftermiddagen/aftenen blev afsluttet med det fornemste forlæns rullefald, jeg har set i lang tid, hvem det var ved kun de indviede, og de resterende 5 herrer, der ikke var gået hjem, tog sig sammen og ryddede op efter festen således, at vi ikke får kritik for lånet af lokalet.

Tak til alle for en fornøjelig dag, ingen nævnt, ingen glemt, men alle ved, hvem der yder til gavn for os alle.